Malerier

Jeg har altid været glad for at male, for i de bedste øjeblikke når jeg står foran mit staffeli, er det som om tiden står stille. Som barn var det en leg jeg ofte havde med mig selv, at få tiden til at gå i stå, at udvide øjeblikket i det uendelige.

Jeg malede i skolen, og jeg malede i fritiden, men det var først engang i begyndelsen af 1980’erne da min kusine Rikke Rose som på det tidspunkt arbejdede i et atelier, tog mig med til en udstilling i Brøndsalen ved indgangen til Frederiksberg Have, at jeg begyndte at arbejde seriøst med maleriet.
Det var i påsken, og mens jeg gik rundt i salen og så de udstillede kunstværker, så nød jeg samtidig den smukke bygning med de mange høje vinduer fra gulvhøjde og runde for oven.

Og lige her opstod tanken om at her ville jeg også gerne udstille mine malerier. Så jeg tog salen i nærmere øjesyn og overvejede hvor mange malerier der var plads til mellem vinduerne.

Og så gik jeg ud og købte lærred, maling og pensler, ryddede min lejlighed og gik i gang med at male det ene maleri efter det andet i de følgende dejligt intense måneder for så at udstille dem i Brøndsalen i pinsen. Det var min første udstilling af malerier.

Siden har jeg, ved sjældne lejligheder, lavet andre udstillinger af mine malerier, enten inviteret af kunstforeninger eller i lånte/lejede udstillingssale rundt omkring i hele landet. Og det er altid dejligt når jeg endelig tager mig sammen til at lave en udstilling at se malerierne hænge på en væg, for så får de den opmærksomhed de fortjener. Så lever de for en tid.

I dag har jeg mit eget atelier i en muret garage ved siden af hvor jeg bor, så nu behøver jeg ikke længere rydde op og dække alting til når jeg maler. Nu kan jeg stå ved mit staffeli og male i fred og bagefter gå ind i mit hus hvor der så ikke lugter af maling.

Malerier, olie på lærred, 97 x 130

Malerier, olie på lærred, 90 x 120

Malerier, olie på lærred, 80 x 100

Malerier, olie på lærred, 73 x 100

Malerier, olie på lærred, 65 x 81

Malerier, olie på lærred, 60 x 73

Kontakt mig

FOR MERE INFORMATION

Kim Rose Petersen
Kim.rose@mail.dk
+45 24 48 93 06

Liljevej 1b
9670 Løgstør

Scroll to Top