
Ilulissat
Jeg boede i næsten 25 år sammen med Oline som kom fra Narsaq i Grønland. Da hun døde, lavede jeg fotobogen Kalaallit Nunaat fra en rejse vi var på til Kangerslussuaq og med båd op langs kysten til Sisimiut og Ilulissat for at besøge venner og familie i det smukke land mod nord.
Mest tid brugte vi i Ilulissat hvor vi først boede i byen og sidenhen i en hytte helt ud til vandet en sommer hvor det var lyst døgnet rundt, og hvor vi drak det smeltede vand af isbjergene som flød rundt lige udenfor hytten.
Vi fangede fisk og tørrede dem på klipperne, lagde dem under hytten hvorfra ræven senere kom og tog dem, og vi gik daglange ture i fjeldene og samlede sortebær og urter at spise og mærkede den livgivende stilhed overalt omkring os.
Vi fråsede i livet.
Se andre Fotografier

Ved Arresø

